Kinesisk interesse for innovative danske ingredienser

Foto: Agro Business Park. På billedet ses en del af gruppen sammen med Brian Rønsholdt, direktør i Kelsen Group.

I den forgangne uge besøgte fem kinesiske virksomheder Danmark, som del af indsatsen for at give danske virksomheder mulighed for at møde kinesiske partnere uden at forlade den danske muld i regi af projekterne Future Food Innovation, FoodNetwork og Enterprise Europe Network. De kinesiske virksomheder, der kom fra henholdsvis fødevare - og medicinalindustrien, kom bl.a. for at se Agro Food Park i Skejby, besøge FoodTech messen i Herning og se standarderne for dansk fødevareproduktion med egne øjne. Hovedformålet var dog individuelle møder med relevante danske virksomheder.

Kinesisk arbejdskraft bliver dyrene og dyrere, hvorfor dansk procesudstyr i stigende grad bliver interessant i fødevareindustrien i Kina. Dog var det ingrediensdelen, som virkede mest lovende med hensyn til samarbejde. Der er i høj grad opstået et marked for funktionelle fødevarer, kosttilskud og såkaldte cosmeceuticals med basis i naturprodukter i Kina i de senere år. Den gennemsnitlige kinesiske middelklasseforbruger – særligt kvinder – er generelt meget bevidst om de sundhedsrisici, som de dagligt udsættes for, og er ofte villige til at betale pænt for produkter som er gavnlige for både sundhed og skønhed.

Derfor havde to medicinalvirksomheder tilmeldt sig turen til Danmark, og de tog ikke skuffede hjem. Der blev arrangeret møder med danske virksomheder indenfor bl.a. halspastiller, ansigtscreme baseret på råmælk, hudprodukter baseret på pileekstrakt, sunde soyaproteiner og omega 3 fedtsyrer. Der følger nu et opfølgende arbejde for kineserne med at vurdere, hvilke godkendelser de forskellige produkter kræver i Kina, da dette naturligvis er afgørende for de danske produkters chance for et eksporteventyr til verdens største marked.

De to kinesiske virksomheder var primært interesserede i spændende, innovative produkter, som kan bringes på markedet relativt hurtigt, da det er stødt voksende. Xiao Ling Zhou, som repræsenterede Hebei Zhong Cheng Pharmaceutical Co., Ltd of CSPC med salgsnetværk på over 1800 kinesiske apoteker, sagde efter besøget:

- Danske virksomheders innovationsånd er beundringsværdig. De tænker ikke kun på hurtig profit, men tør afprøve nye teknologier og udvikle sikre højkvalitetsprodukter, og det kunne vi godt lære noget af i Kina.

Ugen blev sluttet af med et besøg hos Kelsen Group i Nr. Snede. Her blev der tid til en rundvisning i bageriet og en åben og ærlig snak med direktør Brian Rønsholdt om virksomhedens store succes med at brande sine småkager i Kina, som et højkvalitetsprodukt importeret fra Danmark.

Det forventes at enkelte kinesiske virksomheder, som ikke havde mulighed for at deltage i den forgangne uge, vil komme til Danmark på egen hånd senere på året.

For mere information

Kontakt venligst Louise Krogh Johnson, Projektleder, Agro Business Park. lkj@agropark.dk, 8999 2507.

Tilmeld nyhedsbrev

Indtast dit navn og email og få
nyheder direkte fra FoodNetwork


Seneste nyt