Fiskeøjne og finner kan være fiskeriets fremtid

50 personer med tilknytning til fiskeriet blev i fredags udfordret på både deres holdninger og smagsløg. Det var kickstarten på en debat om, hvordan vi tænker nyt og skaber udvikling i fiskeriet.

Under overskriften ”Nye måder at tænke råvaren på” havde den vestjyske fiskeriklynge Konsumfisk i fredags samlet 50 personer til at diskutere nytænkning i fiskeriet.  
Og der er brug for at tænke nyt. Som situationen er i dag, så er det fisk af højeste kvalitet, der bliver landet på det jyske vestjysk, men alligevel får fiskere en lav pris. Til at sparke gang i debatten og inspirere havde Konsumfisk allieret sig erfarne folk fra andre brancher.

Flere produkter ud af samme råvarer
Søren Mattesen fra Vilsund Blue inspirerede med et indblik i historien om, hvordan en blanding af knappe ressourcer på råvarer og en positiv indstilling til udvikling og nytænkning har banet vejen til nye kunder og markeder. I dag er der intet spild eller affald, alt bliver brugt, selv skallerne der blandt andet bruges til markdræn.

Også den tidligere direktør for Landbrug & Fødevarer Søren Gade opfordrede til at se på, om der er potentialer i nogle af de ting fra fisken, som vi dag opfatter som affaldsprodukter: 

- Vi ved reelt ikke, hvordan kineserne vil have en rødspætte. Det kan være, det er øjnene eller noget helt andet. Der kan sagtens være et stort potentiale i den del, vi i dag betragter som affaldsprodukter. Og det vil formentlig have større værdi i munden på en kineser end i munden på en mink.

Søren Gade pegede på, at det er interessant at kigge mod Asien, hvor middelklassen i særligt Indien og Kina vokser kraftigt. I sit indlæg tilsluttede Gustaf Højriis Bock fra Videncenter for Landbrug sig opfordringen til at spotte mulighederne ude i verden. Han slog desuden på tromme for at mere viden ind i produkterne og få underbygget den gode fortælling om, fisken som en sund fødevare.

Gæt en fisk gav diskussion
Kok Preben Madsen fra Herregårdskælderen i Brørup havde i dagens anledning fået lov at låne køkkenet på Hvide Sande Røgeri. Herfra fremtryllede han og køkkenholdet retter og snacks udelukkende af rødspætter, kulmule og en enkelt hestereje. Maden blev serveret løbende henover dagen som en konkurrence, hvor deltagerne skulle gætte arten.

Med syv rigtige ud af 14 mulige blev vinderen en fisker fra Thorsminde. Men som projektleder i Konsumfisk, Heidi Ebey Grønkjær, udtrykker det, så var de alle vindere, fordi de fik så mange spændende og velsmagende øjenåbnere:

- Der var både finner og skind på menuen. De smagsoverraskelser og diskussioner vi fik på grund af maden var i den grad med til at vise os og understege, at vi kan få meget mere ud af vores fisk, end vi får i dag.

Ifølge hende var dagen den kickstart, der skulle til for at få sat gang i debatten og arbejdet med at tænke nyt i branchen. Hun fik rigtig mange forslag med derfra – og håber der kommer endnu flere efterfølgende. Sammen med fiskere og andre fra branchen vil hun nu arbejde videre med ideerne.

- Det engagement, vi oplevede i fredags, viser, at der er en tro på fremtiden. Og også en vilje til at tænke nyt og utraditionelt både i forhold til produktudvikling og -udnyttelse. Men også i forhold til samarbejdspartnere.

Der har ikke tidligere været tradition for at arbejde sammen med eller hente inspiration fra landbruget, men fredagens forskellige indlæg viste, at der er nogle muligheder, som det vil være interessant at kigge på, ifølge Heidi Ebey Grønkjær. 

Inspirationsdagen blev afholdt d. 7. november 2014 på Hvide Sande Røgeri og var arrangeret af Konsumfisk i samarbejde med Fødevaresektorens Innovationsnetværk – FoodNetwork.

 

Tilmeld nyhedsbrev

Indtast dit navn og email og få
nyheder direkte fra FoodNetwork


Seneste nyt